En sådan sommerdag, marengs over hele himlen og så vindstille at tøjet sover på tørrestativet: Jeg finder en gammel fodbold og bliver stående på plænen og laver tricks med den på vristen, på låret, og helt automatisk begynner jeg at tælle. Enogtyve, toogtyve, treogtyve, og lidt efter lidt kommer jeg i tanker om de detaljerede statistikker jeg førte over mig selv som barn, og hvor seriøst jeg tog det – hvordan rekordforsøg blev logført og opsummeret hvert efterår. Men jeg husker ikke tallet, hvad der til slut blev stående som rekord, jeg prøver at huske og dette distraherer mig ud af optællingen. Jeg bliver alligevel ved med at vippe bolden frem og tilbage, till jeg rammer skævt, og den ryger ind i hækken. Jeg må ned på alle fire for å fiske den frem. Der lugter af søvn derinde, mellem blade og knækkende kviste. Jeg strækker mig og får to fingre på bolden, ruller den hen mod mig, og netop idet jeg får et glimt af naboernes trampolin på den anden side, husker jeg tallet. Jeg husker rekorden, og bliver helt instinktivt fyldt med en overbevisning om at jeg – udelukkende fordi jeg er blevet mange år ældre – nemt vil kunne slå den hvis jeg bare kommer ud herfra. Op, på benene, i balance.

Mer i Apparatur #20.